Jeg har fundet denne tekst på FB: ‘Alle os der går på jagt’ af Thomas Møberg.
Jeg… En jæger…
Hvad får mig til at stå op før en vis herre, både sommer og vinter. Hvad bringer mig derud på alle tider af døgnet, både til lands og til vands…? Jeg tror jeg har svaret nu.
Jeg jager, ikke fordi jeg har brug for det, ikke fordi jeg er tvunget til det, men fordi jeg nyder det…
Findes der noget bedre end en stille september morgen ved åen, mens disen letter og himlen langsomt rødmer, mens de piftende lyde af lynhurtige andevinger visler henover hovedet på én. Eller i skoven hvor det runger af hjortenes brøl så de små nakkehår rejser sig. Eller hvad med de råkolde novemberdage, med frisk vind og en farvesymfoni i brunt og rød og gult suser os om ørerne, mens parolen lyder og jagthornene akkompagneres af de forventningsfulde hunde. Kan i huske dem…? Dagene, minderne, de dage som man aldrig glemmer, indtrykkene, lydene, duftene… Kulminationen på årets gang, fra forårets arbejde med vildtagrene, udsætningerne, fodringerne alle de timer der er blevet lagt gennem året derude, de kulminerer i disse øjeblikke…
Eller når vi i de bidende kolde vinter måneder i buldrende mørke stævner prammene ud, ud mod de forjættede områder hvor de lynende hurtige hvinænder holder til. Mens vi bundfrosne ligger lokke formationerne op i skæret fra pandelamperne… Febrilsk forsøger at få banket lidt liv og varme i de valne og forfrosne fingre. Så vi er klar når de første af de lynhurtige ænder skærer ind mellem lokkerne som små missiler…
Kan i huske alle disse stunder, kan i mærke dem og den boblende fornemmelse i maven når vore tanker ledes hen på fordums store dage… Det er jagten, det er essensen… Det er derfor vi jager, derfor jeg jager…
Men jagten er blevet mere for mig gennem årene end dette. Jagten er også blevet et ansvar, ikke blot en hobby. Et ansvar for dels at vise vore medmennesker hvor fantastisk og rig vores lille natur herhjemme er. Men også sørge for at vedligeholde den, mangfoldiggøre den og værne om den til gavn og glæde for alle, ikke kun jægeren, men også ornitologen, frk. Rosenmund ( eller hvad hun nu hed… Hende den skøre…) samt alle de andre som bebor vort lille kongerige. De skal alle kunne finde ro og gode oplevelser i vores fælles natur, der er lige udenfor vores dør. Derude er der så uendeligt meget at se på hvis du ved hvor du skal kigge hvornår. Hvem er bedre til at vise vore medmennesker det en os. Os jægere, som er derude hele tiden, tag naboens unger med en aften og vis dem råvildt, flagspætter og ræveunger. Vi ved hvor de er, det er der ikke mange andre der gør.
Jeg ser måske ikke så sort på jagtens fremtid som nogle andre gør, status på jagten i dk lige nu er faktisk at det aldrig har været mere accepteret at gå på jagt end det er i disse år, jægerskaren har aldrig været større og vi bliver promoveret i alt fra tv til ugeblade. Nak og æd, stenalderkost. Back to Nature… Vi har fået utroligt mange nye jægere til de seneste år, mange af dem fra den øvre middelklasse, mange er meningsdannere, veluddannede og på mange måder “dygtige” mennesker. Et top produkt af den danske model… Disse skal vi være glade for. Da de promoverer jagten mange af de steder os andre bønder ikke kommer.
Vi skal ikke være bange for at vise jagtens sande ansigt, da jagten har mange. For nogle er jagten en levevej. De professionelle, skytterne styrer deres revirer med hård hånd, nøjagtig som en direktør styrer sin virksomhed. Tager ræven for mange fasaner, kan det mærkes på bundlinien. De mennesker der siger at de storstilede godsjagter med flere hundrede fugle på paraden ikke har noget med jagt at gøre, har ikke gjort deres hjemmearbejde godt nok. Godsjagterne var her før den lille mands jagt, den jagtform de fleste kender og driver i dag. Godsjægerens tusindvis af arbejdstimer skal kulminere de få dage om året. Det er hele hans eksamen, lagt til åbent skue og med en hel hær af censorer. Hvor mange af os turde binde an med det…?
Men jagtens ansigt er også den lille hyggejagt, i gode venners lag, hvor vi skyder lidt til gryden og hygger os. Endnu et ansigt er de jægere der lister rundt i skovene de tidlige maj morgener og forsøger at holde rågerne i skak så hr. Og fru. Jensen kan få deres skønhedssøvn…
Vi har alle vore dagsordener når vi er derude og betræder Dianas stier. Men vi har også et ansvar, dels som forvaltere af vores natur. Men næsten mere som fortællere OM vores natur. Der er mange derude vi møder på vores vej, måske forstyrrer de os lige som vi har listet os ind på bukken, men pyt, ham får vi en anden dag, men det er ikke sikkert vi får chancen for at få snakken med netop den person som kom os på tværs igen. I stedet for vi blive sure, så hils dem, løft på hatten og spørg om de nogensinde har set en fejning. Kun på den måde bliver vi ved med at være så stærkt et brand som vi er nu.
Vore modstander ønsker os væk, de kører skræmmekampagner og ønsker vi skal svare sværd med sværd, med pennen er stærkere og ordet og en udtrækt hånd er vigtigere. Jo mere de råber, jo mere skal vi bare ignorere dem. Jeg var selv engang meget passioneret og kunne fare i en spids når folk talte usandt om jagt og jægere, men med tiden har jeg set hvor få de egentlig er. De har ingen gennemslagskraft i den brede befolkning. Så lad os blot tie dem ihjel. De ønsker konfrontationen, diskussionen og kampen. Men når de bruger tid på at sværte jægere til, så skal vi i stedet bruge tiden på at snakke med mening mand og vise ham hvad vi lige har skudt og spørge om han ikke vil med på jagt en aften. Det får vi meget større gevinst ved i den brede befolkning…
Så hvorfor er jeg jæger. Tja… Jeg elsker at jage, elsker at være derude, blive accepteret af naturen og jeg kunne blive ved, men jeg elsker også det ansvar vi har fået med i rygsækken… Så skyd en rævehvalp i ny og næ, men lad også en enkelt smutte, vi kan jo sige vi skød forbi…
Knæk og bræk til jer alle…